Region vil have staten til fortsat at betale for akutlægebil

Staten betaler tre fjerdedele af udgifterne til akutlægebilen i Hjørring - og det skal de blive ved med, hvis det står til Region Nordjylland.

Hvis det står til Region Nordjylland, skal staten blive ved med at betale 9,3 mio. kr. ud af de godt 12 mio. kr. årligt, som akutlægebilen i Hjørring koster.

Den nuværende aftale udløber til august, men regionen har søgt om et nyt tilskud, der skal sikre driften frem til 2018. Det skriver beredskabsinfo.dk.

Siden 2013 har Region Nordjylland  årligt fået 9,3 mio. kr. i tilskud til akutbilen fra  statens særlige pulje for akutindsats i yderområderne, mens regionen selv har betalt de sidste tre mio. kr. af de i alt mere end 12 mio. kr., det hvert år koster at have akutbilen kørende i Hjørring og omegn.

Det har været en forudsætning for den statslige akutpulje, at de enkelte regioner selv overtog driften, når puljens midlertidige tilskud ophørte, men nu har Region Nordjylland søgt om fortsat at få tilskud – men nu fra den nye akutpulje, der blev etableret ved regeringens finanslov for 2016.

Regionen argumenterer i ansøgningen med den lave dækning, som Vendsyssel har opnået i forbindelse med placeringen af den nationale akutlægehelikopterordning, der har baser i Skive, Billund og Ringsted.

I alt  understøtter akutlægebilen et samlert befolkningsgrundlag på 180.000 indbyggere i Hjørring og Frederikshavn kommuner samt de nordlige dele af Jammerbugt og Brønderslev kommuner. 

I de første to år har akutlægebilen ifølge beredskabsinfo.dk haft henholdsvis 1.826 og 1.719 ture. Akutlægebilens lægebemanding koster 8 mio. kr. om året, mens regionen betaler 4,3 mio. kr. til Falck for lægeassistent, køretøj og drift.


Seneste nyt

fra Nordjylland