TV2 Nord

Regionen fjerner omstridt krav til sygehusansatte

Foto: Morten Stricker, Scanpix.

I 2018 bliver de ansatte på de nordjyske sygehuse fritaget for produktivitetskravet. Det blev tirsdag aften besluttet som del af budgetforlig for næste år.

 

De nordjyske regionsrådspolitikerer har tirsdag aften indgået et bredt budgetforlig for 2018 - og i det har de valgt at gå imod aftalen med staten om det øgede produktivitetskrav på to procent om året. I hvert fald for de ansatte på de nordjyske sygehuse.

- Vi havde gerne set, at staten havde fjernet produktivitetskravet på 2 procent allerede i 2018. Region Nordjylland ønsker at gå foran, og vi har derfor valgt at indføre en ny styringsmodel i 2018, der gør op med kravet om mere aktivitet, og hvor hospitalerne ”sættes fri”. Samtidig er vi fra politisk hold gået efter at understøtte vores medarbejdere og ledere ved at opstille få, klare og meningsfulde mål – og derefter sikre mest mulig rum til ledelse og stabil drift, siger regionsformand Ulla Astman.

Som led i den nye styringsmodel sættes der fokus på indsatser, der kan bidrage til at lette aktivitetspresset på hospitalerne. Fokus skal være på differentierede og behovstilpassede ydelser og en hensigtsmæssig anvendelse af personalets og borgernes ressourcer.

Det handler blandt andet om åbne ambulatorier, flere digitale konsultationer og reduktion i antallet af udeblivelser.

- Det er vigtigt, at vi tilpasser sundhedsvæsenets ydelser efter patienternes behov. Derfor har vi opstillet to ambitiøse mål. De ambulante besøg skal reduceres med 10 procent, og en trededejl af vores ambulante besøg skal frem mod 2020 understøttes digitalt siger Ulla Astman.

Forligspartierne er desuden blevet enige om at prioritere 5 millioner kroner i 2018 til en styrket indsats på kræftområdet. I specialsektoren er der et fokus på at færdiggøre en række byggerier og renoveringer, der giver borgerne tidssvarende fysiske rammer. Der er afsat i alt 62,3 mio. kr. på investeringsoversigten i 2018.

Inden for Regional Udvikling fokuserer budgettet på ”Det sammenhængende Nordjylland”, ”Et Nordjylland i Vækst” og ”Et attraktivt Nordjylland”. Det betyder blandt andet, at regionen har afsat 9,7 millioner kroner over tre år til et forsøg med kollektiv trafik i den vestlige del af regionen.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord