Regions- nedlæggelse er hasardspil, mener SF'er

SF's folketingskandidat Thomas Klimek frygter for det nordjyske sundhedsvæsen, hvis krav om regionsnedlæggelse bliver realitet.

Debatten om regionsnedlæggelser er igen blusset op, efter Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance har stillet krav om, at regionerne skal nedlægges, hvis de skal støtte Lars Løkke Rasmussen som landets nye statsminister. Hvis det bliver aktuelt, frygter SF's Thomas Klimek, at det vil få store konsekvenser for nordjydernes sundhed.

- Jeg frygter rent ud sagt, at den geografiske dækning af det nordjyske sundhedstilbud kan blive for dårlig, siger Thomas Klimek.

Frygten går blandt andet på, at et eventuelt nyt sundhedssystem vil blive baseret på embedsmænds regneark, og at det vil få konsekvenser for særligt de nordjyske yderområder, hvis det ikke bliver demokratisk valgte politikere, der skal stå med ansvaret for lokale borgeres sundhed.

- Der er en generel oplevelse i befolkningen af, at politikken - og politikerne - er kommet for langt væk fra den hverdag, hvor folk lever. Vi skal i stedet gå den modsatte vej og styrke det decentrale niveau og bringe de lokale beslutninger endnu tættere på borgerne, og da er en nedlæggelse af Region Nordjylland hovedløs gerning, siger Thomas Klimek.

Du kan deltage i debatten om regionsnedlæggelser på vores facebookside.


Seneste nyt

fra Nordjylland