Regionsrådet holder budgetmiddag

 Regionsrådet holder budgetmiddag

Efter dramatikken omkring regionsrådets aflyste budgetmiddag sidste år, er regionsrådet nu klar til en ny budgetmiddag - denne gang næsten uden overnatning. Til gengæld er den dyrere.

Hotel Comwell Rebild Bakker skulle have været rammen om sidste års budgetmiddag med ægtefæller og underholdning. Det blev stoppet af statforvaltningens direktør. Direktørens beslutning blev dog underkendt af indenrigsministeren og han tog sit gode tøj og gik. Nu holder regionsrådet så budgetmiddag igen.

- 39 ud af 41 medlemmer har sluttet op om et budget. Regionen er kommet på skinner og vi har store udfordringer foran os. Så vi synes det er i orden at markere det med en middag med ledsager, siger regionsrådsformand, Orla Hav (Soc.dem.) til TV2/NORD.

Regionshuset bliver rammen om dette års budgetmiddag. Sidste år budgetterede man festen til 75.000 kroner. Når man i år holder festen i regionshuset bliver den reelt dyrere, fordi personaletimerne til arrangementet skal lægges oven i prisen. Til gengæld skal alle ikke overnatte.

- Vi synes ikke at det er forsvarligt, at dem der bor langt væk skal ud at gøre efter vores middag, så de får mulighed for at overnatte, siger Orla Hav.

Regionsrådsmedlem Ib Poulsen mener stadig, at budgetmiddagen er for dyr.

- Jeg synes det er en hån mod vores medarbejdere. Vi har lige vedtaget, at vi vil give et tilskud på 125 kroner til medarbejderne i vores institutioner til deres julefrokost, og så bruger vi selv langt mere. Vi kunne passende bruge de samme regler på os selv, siger Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti til TV2/NORD.

Regionsrådsformand mener at historien er blæst helt ud af proportioner og fastholder, at de sociale arrangementer er vigtige for at demokratiet fungerer.

- Når man kan sammen i selskabelig sammenhæng, så er det også nemmere at få tingene til at glide, når papirerne ligger foran os. Uden sammenkomsterne vil det hele ende i korridorsnak og underhåndsaftaler, og det synes jeg ikke er godt for vores demokrati, siger Orla Hav.


Seneste nyt

fra Nordjylland