Reklamer på hjemmeplejens biler et hit

Undgå fyringer og kør med reklamer på firmabilen. Den filosofi har Vesthimmerlands Kommune haft succes med i et halvt års tid, hvor 22 ud 32 biler i hjemmeplejen har reklameret for lokale håndværkere, forretninger og restauranter.

Det har foreløbig givet næsten halvanden million kroner, oplyser P4 Nordjylland.

- Reklamerne sidder på vores biler i tre år, så hvis vi omregner i stillinger, er det to fyringer, der undgås, siger

Carsten Christensen, planlægger og udviklingskonsulent i Vesthimmerlands Kommune.

Der er lavet 100 aftaler med lokale handlende, og man regner med, at der kommer endnu flere.

- Vi reklamerer for alt fra en lille pizza-kiosk til en stor vinduesfabrik. Jeg ser ikke noget problem i det, for det er reelle produkter.

Flere kommuner rundt omkring i landet havde på forhånd afvist at bruge reklamer, da det blev tilladt sidste år, men nu har mange af dem ændret mening og henvender sig til Vesthimmerland for at få råd, siger kommunens planlægger.

Pornosælgere og bedemænd kan dog ikke få lov til at reklamere på hjemmeplejens biler.


Seneste nyt

fra Nordjylland