Rekord i lufthavnen

Fremgang over hele linjen betyder, at Aalborg Lufthavn i den forgangne måned har haft flere passagerer i gennem lufthavnsterminalen end nogensinde før.

Juni er den bedste måned i Aalborg Lufthavns 75 årige historie. Trafik-tallene viser, at hele 136.921 passagerer rejste i gennem den nyligt udvidede terminal, og det gør juni 2013 til den markant største måned i lufthavens historie.

Før i dag skulle man tilbage til juni 2010 for at finde Aalborg Lufthavns største måned nogensinde, dengang rejste 131.810 til og fra lufthavnen. Sådan var det ind til i dag, hvor passagertallene for juni netop er offentliggjort.

- Vi kan mærke, der er god gang i de nye udenrigsruter bl.a. til Alicante og Oslo. KLM flyver med stopfyldte fly, selvom de for ikke så længe siden satte større fly ind på mange af afgangene. Samtidig har charterselskaberne denne sommer det største rejseudbud nogensinde, lyder fra lufthavnsdirektør, Søren Svendsen.

Således rejste 30.902 passagerer direkte til udlandet fra Aalborg Lufthavn i juni 2013. Der er der tale om en fremgang på 32,4 pct.

I alt rejste 27.768 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i forbindelse med charterferie mod 22.805 passagerer i juni 2012.


Seneste nyt

fra Nordjylland