Rekordår i antal konkurser

2015 slår rekord i antal konkurser hos private plejefirmaer. Det påvirker branchen i Nordjylland.

2015 bliver rekordår for konkurser i private plejefirmaer i Nordjylland.

I dag blev sundhedsministeren Sophie Løhde (V.) kaldt i samråd for at svare på, hvad hun vil gøre ved det.  Imens politikerne diskutere fremtidens plejefirmaer, så påvirker de mange konkurser de firmaer, der kæmper videre.

- Som hjemmeplejer oplever jeg, at der er flere og flere, der skuer til os og tænker på, om vi mon snart også går konkurs. Jeg føler, at jeg hele tiden skal gøre rede for firmaets troværdighed, fortæller hjemmeplejer Jeanette Christensen fra det private firma DIN Hjemmepleje.

På hovedkontoret i Hjørring har direktør Christina Thomsen den samme oplevelse.

- Man kan godt mærke, at borgerne er blevet mere utrygge og usikre på, om de mon kan stole på, at vi ikke går konkurs. Det er specielt uheldigt, fordi vi sættes i bås med de konkurstruede firmaer, forklarer direktør Christina Thomsen.

NORDJYSKE PLEJEFIRMAERS KONKURS I 2015

  • Sidst i november gik firmaet IMS Service i Frederikshavn konkurs.
  • Få dage tidligere gik det ud over 135 kunder i Aalborg og 232 i Brønderslev, da firmaet Gurlis Rengøring og Pleje gik konkurs.
  •  I foråret var det landets største private plejeservicefirma, Kærkommen, med flere end 1500 kunder i Nordjylland, der drejede nøglen om .
  • Og i februar var det ABC service med hovedkontor i Frederikshavn, der meldte sig konkurs.

På trods af de mange konkurser i private plejefirmaer så lever DIN Hjemmepleje med vækst. I sidste uge indgik de en ny aftale med Brønderslev Kommune.

- Vi har ikke et mål for, hvor mange borgere vi skal have som kunder, men vi har et mål om at udvikle os både fagligt og på kvaliteten. Derudover føler jeg også, at både Hjørring og Brønderslev Kommune ønsker et privat alternativ til det kommunale, og at de gerne vil have det frie valg hos borgerne. Det er en god tilgang til det, fortæller Christina Thomasen, der i dag har godt 20 ansatte og 650 kunder.

Og hjemmeplejer Jeanette Christensen mener uden tvivl, at både hun og borgerne står som vindere ved at vælge det private:

-  Vi har det godt sammen og føler, at vi er noget værd.  Jeg hører ofte det modsatte i det kommunale, hvor de knokler så meget, at de føler, at de bare er en maskine. Det er hverken godt for ansat eller borgeren, der skal modtage plejen, siger Jeanette Christensen.

Politikernes ønske om mere tilsyn af de private firmaer for at undgå konkurser er også velset hos DIN hjemmepleje.

- Vi er en virksomhed, som fører meget selvkontrol og hilser derfor også mere tilsyn velkommen. Jeg ser det som en fordel for os som seriøs virksomhed, da det kan feje de konkurstruede firmaer væk, lyder det fra Christina Thomsen.

I Nordjylland LIVE 19.30 kan du høre, hvad der kom ud af dagens samråd på Christiansborg. Her skulle politikerne diskutere de mange konkurser og dets konsekvenser.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland