Rekordeksport på Aalborg Havn

Containerruten mellem Aalborg og Rotterdam satte rekord i første kvartal.

Der er optimisme og stigende omsætning i Aalborg Havn. Her i det første kvartal af 2014 er der blevet sat rekord på containerruten mellem Aalborg og Rotterdam. Det er en større kapacitet, der har trukket masser af kunder til Nordjylland fra Aarhus Havn

For Danmarks største marmeladefabrik, Fynbo Foods, betyder udvidelsen, at 100.000 glas marmelade sendes med skib fra Aalborg hver uge.

- Det er jo fem millioner glas om året. Det er rigtig godt for os og andre nordjyske erhvervsfolk at få så meget transport som muligt væk fra landevejen. Det er godt for miljøet og også billigere for os, at vi kun skal have fragtet godset til Aalborg og ikke til Aarhus, siger Richard Fynbo, direktør i Fynbo Foods og formand for Dansk Industri i Nordjylland.

Idet er især fødevareeksporten fra Nordjylland, der har skabt vækst i Aalborg Havn. Der er tale om en fordobling på 126 % i forhold til sidste år.

- Vi har da armene oppe, for det har været en bevidst strategi de seneste tre år at tiltrække flere erhvervsfolk. Der er en hård kamp mellem containerhavnene i de her år, men vi fortsætter og regner med at udvide med en Hamborg-rute indenfor overskuelig fremtid, siger Ole Brøndum, salgs- og marketingchef i Aalborg Havn.


Seneste nyt

fra Nordjylland