Rekordmange ansøgere til UCN

Foto: TV2/Nord

University College Nordjylland har et godt tag i uddannelsessøgende unge. Igen i år sætter man rekord i ansøgninger.

Masser af unge mennesker, som står for at skal til at i gang med en uddannelse, vil gerne slå deres folder på University College Nordjylland.

I hvert har UCN igen sat rekord i antallet af ansøgninger. Det skriver UCN i en pressemeddelelse.

5215 ansøgere har søgt ind på UCN's 26 uddannelser via kvote 2. Det viser den første opgørelse, efter ansøgningsfristen til kvote to udløb fredag.

Dermed er der 400 flere ansøgere til det nordjyske uddannelsessted, end der var sidste år. Og fremgangen glæder prorektor Kirsten Ravn Bundgaard:

- Jeg kan endnu engang konstatere, at vi har rigtig godt fat i de unge, når det handler om uddannelse i Nordjylland. Det er jeg rigtig glad for, og vi kommer uden tvivl til at se endnu en vækst i antallet af studerende til sommer. Det er imponerende, når jeg tænker på den konstante vækst, UCN har oplevet de seneste år.

De unge går især efter de sundhedsfaglige uddannelser. Fysioterapeutuddannelsen er topscorer med 43 procent flere ansøgere. Også hos både sygeplejerskerne, ergoterapeuterne og radiograferne er der fremgang. Det samme gælder på de teknologiske uddannelser og på pædagoguddannelsen.

Læreruddannelsen skiller sig ud ved at have et fald i ansøgerantallet på hele 35 procent. Det skyldes blandt andet, at der er indført skrappere adgangskrav.

- Jeg havde gerne set, at vi havde flere ansøgere til læreruddannelsen her i kvote 2. Der er ingen tvivl om, at formålet med den nye læreruddannelse er at få studerende ind på uddannelsen, der er motiverede og virkelig brænder for lærerfaget. Vi stiller flere krav til ansøgerne, og det kan afspejle sig i ansøgertallene. Nu må vi se, hvordan den samlede søgning kommer til at se ud til sommer, forklarer Kirsten Ravn Bundgaard.

Kvote 1-ansøgere har ansøgningsfrist frem til den 5. juli. Og den 30. juli får alle ansøgere at vide, om de er blevet optaget på drømmestudiet.

Flere nyheder fra TV2 Nord