Rekordmange gravere på efteruddannelse

Sommerworkshop trak 75 gravere til kursus på Rakkeby Kirkegård. [color=#1f497d][/color]

At være graver er meget mere end bare at grave et hul i jorden.

Faktisk skal en graver også kunne binde buketter, anlægge gravsteder og arealer på kirkegårdene og hugge sten til i alle størrelser.

Og netop de tre discipliner indgik i dagens workshop.

- Vi har i flere år holdt kurser i anlæggelse af gravsteder, men syntes at der manglede noget, så i år har vi udvidet med blomsterbinding og stenhugning og det ser ud til, at det har trukket en masse ekstra til, så de 75 deltagere er vist ny rekord, lyder det fra Lotte Schütz, der er graver på Rakkeby Kirkegård og en af arrangørerne.

Alle 75 kursister skulle igennem workshops i de tre forskellige discipliner og enkelte blev udfordret lidt ekstra undervejs.

Blandt andet Kent Feldt fra Saltum - Alstrup kirke, der under kurset fik bundet sin allerførste buket nogensinde.

- Jeg synes det er svært med de her store hænder, men det er interessant og man får en masse inspiration, som man kan bruge hjemme på sin egen kirkegård, griner han.

Noget af det sværeste en graver kan give sig i kast med er stenhugning og de 75 gravere hamrede løs på granitsten og blokke i stor stil.

- Man hugger og hugger og hamrer og hamrer, og så ender den med at flække et helt andet sted og så er det bare på den igen, griner kirkegårdsleder Jan Christensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland