Rekordsøgning til UCN's uddannelser

Næsten 3000 har søgt ind på kvote 2 på University College Nordjyllands uddannelser i Aalborg og Hjørring, hvilket betyder, at der igen i år er tale om en stigning i antallet af ansøgere.

Af de 3000 ansøgere har 1722 University College Nordjylland som deres førsteprioritet. Det er 27 pct. flere end sidste år.
 
Især de sundhedsfaglige uddannelser er populære. På uddannelserne til sygeplejerske, jordemoder og fysioterapeut er den samlede stigning på 39 pct. Sygeplejerskeuddannelsen, der er blandt UCN?s tre største uddannelser, har alene en stigning på 65 pct. i forhold til 2010.
 
UCN?s prorektor Michael Johansson er glædeligt overrasket over ansøgertallene, især med den seneste tids medieomtale af lærerfyringer og ansættelsesstop på sygehuse i baghovedet:

- Og der er jo også et fremadrettet perspektiv på 3½ år for ansøgerne, der først er færdiguddannede, når prognoserne viser, at det igen ser fornuftigt ud med beskæftigelsen, siger Michael Johansson.
 
Ansøgningsfristen for kvote 2-ansøgninger er 15. marts.

Om kvote 2

I kvote 2 optager uddannelserne studerende:
  • der ikke har en adgangsgivende eksamen, men andre relevante kvalifikationer
  • studerende med en gymnasial eksamen (stx, hhx, htx og hf) med et gennemsnit, der ikke er højt nok til optagelse via kvote 1, og andre relevante kvalifikationer
  • studerende med en anden adgangsgivende eksamen end en gymnasial eksamen
  • udenlandske studerende.

I kvote 1 optages studerende alene på baggrund af en gymnasial eksamen. Kvotesystemet træder kun i kraft, hvis der er flere ansøgere, end der er pladser til. Hvis der er pladser nok, ser man bort fra kvotesystemet.

Seneste nyt

fra Nordjylland