Rektor til de unge: Gå mere på café

Der er alt for mange unge, der lider af stress. Det viser en ny rapport. I Aalborg mener en rektor, at de unge skal slappe mere af.

Mange unge på ungdomsuddannelserne går for meget op i bøgerne, og det koster på den mentale front.

Det viser en ny rapport fra Center for Mental Sundhed under Aalborg Kommune.

I torsdagens udgave af programmet Fokus på TV2 Nord Salto blev problemet sat under lup. Rektor Torben Poulsen, Aalborghus Gymnasium, oplever mange stressede elever. Det er primært i 2. G det rammer, fortæller han.

- De kan ikke få deres opgaver færdige. De skal præstere for meget, synes de. Og det er rigtigt svært. De har jo fritidsinteresser, de har fritidsarbejde, de har alt muligt ved siden af. En skoledag hos os er typisk fra klokken 8:15-15:30. Og så er der gennemsnitligt to en halv times lektier for dem hver dag, så det er svært at få til at hænge sammen, siger Torben Poulsen, rektor på Aalborghus Gymnasium.

På Aalborghus Gymnasium er en række elever med i en forsøgsordning, hvor et målrettet forløb skal hjælpe eleverne af med stress, angst og depression.

 

Louise Fransgaard, der er psykolog hos Center for Mental Sundhed under Aalborg Kommune, genkender problemet.

- Jeg tror faktisk, at det nytter noget at arbejde med de enkelte unge, og hjælpe dem til at blive mere bevidste om deres værdier som menneske, og ikke som elever. Og også få dem til at lære mere om deres egen krop og psyke, hvordan det hænger sammen. Jeg synes absolut det her med at hjælpe dem til at prioritere lystbetonede ting, og meningsfyldte aktiviteter, at det er rigtigt vigtigt. Mange gør netop det, at i en anstrengelse på at gøre det så godt som muligt, så prioriterer de kun dét, der er pligtbetonet, og så anstrenger de sig ekstra, men det bliver enormt ineffektivt, for jo mere man anstrenger sig, so mindre kan man egentligt kapere, siger Louise Fransgaard, psykolog hos Center for Mental Sundhed.

Ifølge rektoren er et meget højt ambitionsniveau for skriftlige aflevering en typisk stressfaktor for de unge.

- De skal faktisk gå lidt mere på cafe. Det ville da være rigtig godt, hvis de gjorde det. Og gik lidt mere i biografen, og så prøver at slappe lidt af indimellem, siger Torben Poulsen, der er rektor på Aalborghus Gymnasium.

Du kan se hele debatten i Fokus her.


Seneste nyt

fra Nordjylland