Religiøse grupper opsøger patienter på hospitalet

02:52

Patienter på Aalborg Universitetshospital Syd er på hospitalets udendørsareal blevet opsøgt af en kristen gruppering, der hævder, at de kan gøre patienterne raske med hjælp fra gud. Episoden kommer som der netop har været stor debat om kristne menigheders metoder til hvervning af nye medlemmer.

Kristne grupperinger opsøger patienter på Aalborg Universitetshospital og hævder, de kan gøre patienterne raske med hjælp fra Gud.

Kristne menigheder er på jagt efter nye medlemmer, og i den forbindelse opsøger de patienter på Aalborg Universitetshospital. 

Lørdag prøvede de kristne missionærer at overbevise en patient om, at de kunne gøre hende rask med hjælp fra Gud. 

- Der kom fem-seks unge mennesker,  der gerne ville hverve os til deres organisation. Det var meget grænseoverskridende og ikke særlig rart, siger Maiken Iversen, der har sukkersyge og for tiden er indlagt på sygehuset. 

- De sagde, at hvis vi fulgte dem, kunne vi blive blive helbredt og blive raske. 

Hun er langtfra den eneste, der er blevet opsøgt af kristene på hospitalet.  Det bekræfter andre patienter overfor TV2 Nord. Og fænomenet er ikke nyt. 

I 2016 skrev prædikant Torben Søndergaard, at elever fra hans menighed var inde og bede for syge på hospitalet, men han afviser, at det er folk fra hans menighed, der er på spil denne gang. 

Andre kristne protesterer mod denne form for hvervning. 

- Det er ikke i orden, at de gør det i min religions navn. Jeg bliver vred, når nogen misbruger min religions navn til religiøst plat, siger sognepræst og kirkedebattør Christian Roar Petersen fra Hals. 

- Det er modbydeligt at sige, men de er på udkig efter dem, der er svage. Man kan sammenligne dem lidt med rovdyr, der går efter de svageste i flokken, siger han.  

Forsiden lige nu