Rengørings- og plejefirma fra Brønderslev gået konkurs

Foto: TV2/Nord

232 borgere fra Brønderslev Kommune kan nu ikke længere få hjemmehjælp fra Gurli's rengøring & Pleje, for onsdag modtog kommunen en konkursbegæring fra firmaet.

Gurli's Rengøring & Pleje har en kontrakt med Brønderslev Kommune om at levere hjemmehjælp til borgerne. Men samarbejdet har fået et brat ophør. Firmaet indgav onsdag deres konkursbegæring til kommunen.

Alle borgere, der tidligere har fået hjælp fra Gurli's Rengøring & Pleje vil nu blive tilbudt hjælp af kommunen.

- Vores ambition er, at alle 232 borgere fortsat får den hjælp, de er visiteret til, når Gurli's Rengøring & Pleje lukker. Jeg håber også på forståelse hos borgerne, idet vi ikke kan garantere at alle borgere de første dage får præcis den hjælp, som de har været vant til, siger Gitte Krogh, formand for Ældreomsorgsudvalget

Brønderslev Kommune vil i første omgang prioritere at sikre borgere, der er visiteret til personlig pleje, sygepleje og nødkald. Kommunen arbejder lige nu på at få styr på, hvordan firmaet har udført opgaverne i praksis, og borgerne kan derfor blive nødt til at finde sig i en vis forsinkelse.