Rengøringsstation igen op i folketinget

Transportminister Carina Christensen (Kons.) kommer til at svare på nye spørgsmål i sagen om den forkætrede rengøringsstation i Lindholm. Her er en gruppe naboer stærkt utilfredse med, at DSB har opført en støjende og dieselstinkende rengøringsstation hel

På TV2/Nord den 16. januar sagde Carina Christensen, at Aalborg Kommune havde ansvaret for stationens placering. To dage senere slog Aalborg Kommunes tekniske rådmand Marian Nørgaard (Venstre) fast, at ansvaret ligger hos ministeren.
I dag mødtes folketingsmedlem Rasmus Prehn (Soc.dem.) og partifællen Lars Bang fra Aalborgs Byråd så med beboerne på Poul Kærs Vej i Lindholm for at forsøge at rede trådene ud.
"Det er helt åbenlyst, at der er sket en fejl i denne sag. Det er ikke rimeligt, at DSB placerer en rengøringsstation så tæt på husene her", siger Lars Bang til TV2/Nord.
Lars Bang vil rejse sagen i Aalborg Byråd og Rasmus Prehn vil stille nye spørgsmål til transportministeren.
"Det er dybt uansvarligt, at en rådmand og en minister kan lave sådan et abespil, hvor man skyder skylden på hinanden. Naboerne kan ikke være ikke være tjent med det her længere, så nu skal der findes en løsning", siger Rasmus Prehn.
Det lykkedes i dag ikke for TV2 Nord, at få en kommentar fra transportminister Carina Christensen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord