Reno-Nord indvier nyt sorteringsanlæg

Mandag indvier Reno-Nord sit nye anlæg til sortering af plast og metal. Det er landets mest moderne, lyder det fra Reno-Nord.

Reno-Nord i Aalborg er efter halvandet års hårdt arbejde nu klar til at modtage plast og metal fra 137.000 husstande i kommunerne Jammerbugt, Mariagerfjord og Aalborg. Mandag indvier Reno-Nord nemlig det sprit nye anlæg til 38 millioner kroner.

- Anlægget er landets mest moderne, og det er et stort skridt på vejen mod en mere effektiv sortering og genanvendelse af affald i Nordjylland, siger Daniel Nyboe Andersen, der er bestyrelsesformand i Reno-Nord.

Husstandene i Mariagerfjord kommune er allerede godt i gang med at indsamle affald. I Jammerbugt er cirka halvdelen af husstandende i gang, og Aalborg afleverer første læs plast og metal til sorteringsanlægget mandag.

- Anlægget har en kapacitet på 4,3 tons plast og 1,2 tons metal per time. Når vi i løbet af kort tid modtager alt frasorteret plast- og metalaffald fra de 3 kommuner, udnyttes kun omkring halvdelen af anlæggets kapacitet. Det giver os faktisk mulighed for at håndtere affald fra samtlige 250.000 nordjyske husstande, siger Nyboe Andersen.  


Seneste nyt

fra Nordjylland