Renoveringsprojekt: Vestbyens beboere føler sig snydt

01:55

Det er blandt andre nogle beboere på Henning Schmidts Vej i Aalborg Vestby, der føler sig snydt. Foto: Iben Hedemann

1 af 2

Beboerne i Himmerlands Boligforenings afdelinger i Aalborgs Vestby føler sig forbigåede af boligforeningen, fordi deres lejligheder ikke bliver renoveret, mens der bruges milliarder på forbedringer i Aalborg Øst.

Som TV2/Nord kunne fortælle søndag, så vil Himmerland Boligforening lave renoveringer i Aalborg øst for 3,3 Milliarder. Men i Vestbyen klager foreningens lejere over gamle badeværelser, knirkende ødelagte gulve og dårlig isolering. Ting som blandt andet betyder vand- og varmespild, iskolde vintre og meget varme somre.

- Vinduerne giver utrolig meget kuldeslag fra sig og væggene er ikke ordentligt isolerede, så meget, at jeg bliver nødt til at hænge tæpper for. Det er et problem, som rigtig mange beboere har herude, siger beboer Leif Østergaard Nielsen.

Leif Østergaard Nielsen bor i afdeling 3, hvor bygningerne er meget gamle. Det kan især ses på badeværelset, hvor vasken er så lav, at han må gå i knæ for at vaske hænder - ikke noget, der er godt for ryggen. Derudover er der to haner, én med koldt vand og én med varmt vand, hvilket øger vandforbruget. Også toilettet er et gammelt træk-og-slip, som bruger enorme mængder af vand.

- Når folk kommer udefra, eller når ens børn kommer, så siger de, at det er noget gammelt lort. Og det er det, det er, siger han og fortsætter:

- Kunne jeg få ny vask og nyt toilet, så tror jeg, at jeg ville bruge halvt så meget vand. Det er jo også politisk ukorrekt at fråse sådan med vand- og varmeforbruget, siger han.

Beboerrådet har gjort Himmerland Boligforening opmærksom på problemerne og ønsket om renovering, og de håber på snart at høre noget.

- Vi kan ikke gøre noget fra beboernes side. Det påhviler boligselskabet at komme med noget konkret, så vi har noget at gå ud fra herud, siger beboerrådsformand Torben Nielsen.

Beboerne er også villige til at betale mere i husleje, hvis renoveringsprojektet komme op at stå.

- Lige her og nu kan jeg ikke sige, hvad beboerne er villige til at betale, men min fornemmelse siger mig, at vi taler om 10-15% huslejestigning, fortæller Torben Nielsen.

Ifølge Himmerland Boligforening går renoveringen af Aalborg Øst ikke ud over Vestbyen, da hver afdelinger er uafhængige af hinanden. Men man lover, at der vil blive set på ønskerne fra Vestbyen til efteråret.

- Vi er i gang igen for at få igangsat en renovering af
vestbyen. Det betyder, at vi er nødt gøre os en masse forberedelser, vi har allieret os med teknikere, og vi har allieret os med firmaer, der kan de her ting, og får så en helhedsvurdering på at kunne lave en helhedsplan, siger bestyrelsesformand Peter Anker.