Rent vand i Frederikshavn Kommune

Frederikshavn opstiller nu som den første kommune i landet drikkedunksautomater i flere nordjyske byer. For 10 kroner er der ubetinget adgang til frisk vand

I Sæby, Frederikshavn og Skagen bliver der nu sat automater med drikkevand op - til fri afbenyttelse for kommunens borgere. For en 10-krone får man en drikkedunk, som kan fyldes med vand direkte fra Frederikshavn Forsyning.

- Drikkedunksautomaten er et svar på den stigende miljøbevidsthed, der er omkring vand. Flaskevand eller købevand, som vi kender det i dag på engangs- eller returflasker udgør en kæmpe miljøbelastning, når vandet skal transporteres, hældes på flaske, og emballagen skal bortskaffes, fortæller Hanne Lauritsen, som er Grøn Guide i Frederikshavn.

Automaten fungerer på den måde, at du ved mønt-indkast kan trække en drikkedunk og fylde den op med rent vand direkte fra en køler i automaten. Fra de opstillede automater kan du til enhver tid gratis fylde din drikkedunk igen og igen.

<b>Opstilles flere steder</b>
Automaterne bliver i første omgang stillet op fem steder i kommunen; to i Sæby, to i Frederikshavn og en i Skagen.

Alle automater bliver stillet op på offentlige steder - blandt andet skoler. Og netop skolebørnene vil kunne købe drikkedunkene til 10 kroner stykket, mens de andre steder vil koste 20 kroner - som for eksempel på Palmestranden i Frederikshavn, hvor en automat bliver stillet op til sommer.

Torsdag den 27. marts kl. 10.00 sættes den første automat op i Sæby - på Sæbygaardsskolen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord