Restaurant Nam vinder kæmpe kokkekamp: -Vi svæver stadig

Det er andet år i træk den aalborgensiske restaurant, Nam, løber med sejren i Local Cooking Konkurrencen, der hvert år afholdes under Fiskefestivalen i Hirtshals.

Lokale råvare, kogekunst og friske fisk, var i fokus, da der torsdag blev afholdt konkurrencen, Local Cooking, til den årlige Fiskefestival i Hirtshals.

Her var ti af Nordjyllands bedste restauranter samlet, og hver især skulle de lave en helt ny ret med skærising som hovedingrediens.

quote Vi svæver stadig. Det er kæmpe stort, at vi kan holde det ved lige og forsvare titlen. Især også når det er uden køkkenchefen

Kok, Nam i Aalborg

- Vi lavede skærising på fem forskellige måder. Vi fermenterede den, lavede den rå, lavede den som en fiskepølse, friterede den og lavede en suppe, siger kokken fra restaurant Nam i Aalborg, Kid Khamhomkul.

Og det viste sig at være en rigtig god idé. Sammen med kokkeeleven Alexander Ifversen vandt restaurant Nam nemlig for anden år i træk konkurrencen.

- Vi svæver stadig. Det er kæmpe stort, at vi kan holde det ved lige og forsvare titlen. Især også når det er uden køkkenchefen, siger Kid Khamhomkul.

Udover Nam i Aalborg var Applaus i Aalborg, Hjorths i Kandestederne, Strandhotellet i Blokhus, Strandingskroen i Blokhus, Bühlmanns på Scheelsminde i Aalborg, Tabu i Aalborg, Villa Vest i Lønstrup, Svanelunden i Hjørring og Abstrakt i Hirtshals også med i konkurrencen.

Local Cooking?

  • Local Cooking etablerer lokale kokkekonkurrencer, hvor regionale restauranter mødes i dysten om at lave den bedste ret med udgangspunkt i lokalområdets råvarer og ingredienser
  • Retten skal udelukkende bestå af råvarer, der er produceret inden for regionens grænser
  • Retten skal serveres med en fortælling om råvarerne, deres oprindelse og smag
  • Udstyret med en grill, skærising og andre lokale råvarer skal deltagerne kreere en hovedret, der serveres for et madfagligt kompetent dommerpanel
  • Efterfølgende sætter restauranterne retten på menukortet, så gæster fra ind- og udland kan smage de lokale kreationer
  • Local Cooking-konceptet er født af Østdansk Turisme i samarbejde med GRO, Horesta og Grønt Center.
  • Bag udbredelsen af konkurrencekonceptet står en partnerskabsgruppe med blandt andre Food Organisation Of Denmark, Region Syddanmark, Region Nordjylland, Region Sjælland og Region Midtjylland med støtte fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og Erhvervs- og Vækstministeriet
  • Local Cooking skal stimulere til brugen af lokale råvarer og understøtte det lokale erhvervsliv blandt både producenter og restauratører

KONKURRENCENS KRITERIER

  1. Der skal udvikles en ny ret, og restauranten skal kunne fortælle en god historie om den
  2. Det skal være en varm hovedret
  3. Retten skal være et hovedmåltid med skærising som hovedingrediens
  4. Retten skal bestå af råvarer, der er produceret 75% i Region Nordjylland. Salt, peber, eddike og olier undtaget.
  5. Råvarernes geografiske oprindelse skal kunne dokumenteres
  6. Sæsonens friske råvarer skal anvendes
  7. Råvarerne skal leve op til fødevaremyndighedernes krav
  8. Restauranten forpligter sig til efterfølgende at sælge retten som enkelt ret eller del af en menu

Seneste nyt

fra Nordjylland