Restaurant omgår sandheden om foie gras

En kendt restauratør fra Aalborg føler at han bliver afpresset af dyreværnsorganisationen Anima. Han har følt sig så presset, at han har [i]"stukket en plade"[/i] til organisationen om sit salg af foie gras.

For et halvt års tid siden fik Restaurant Papegøjehaven en mail fra Anima. Organisationen truede med at hænge restauranten ud på en liste, hvis ikke de tog foie gras af menukortet.

- Jeg synes det grænser til afpresning. Der bliver lovet bål og brand hvis ikke man gør som de siger, hvis ikke man makker ret. Det bryder jeg mig ikke om, siger Lars Mouritzen, der er forpagter af papegøjehaven.

Foie gras er en fedtlever, der bliver fremstillet ved at tvangsfodre ænder eller gæs. Det er forbudt at producere i Danmark, men lovligt at importere. Lars Mouritzen orkede ikke at tage kampen mod Anima og derfor besluttede han sig for at omgå sandheden overfor Anima. Han sagde at han ikke længere serverer foie gras. Men sandheden er at kunderne stadig kan få det, hvis de bestiller det.

- Ja, jeg stak dem en plade, indrømmer Lars Mouritzen.

Anima har en liste på nettet over restauranter, der har taget den kontroversielle spise af menuen. Her har Papegøjehaven stået indtil nu.

- Jeg blev meget overrasket over at høre at de har løjet. Vi har pillet dem af listen nu. Når de siger at de har pillet det af menuen, så går vi ud fra at det er sandt. Det har det været med de over 70 andre restauranter og forretninger, der er stoppet med foie gras indtil videre. Men papepøjehaven har løjet og det synes jeg er meget kritisabelt. Det siger mig at de selv skammer sig over at sælge det her produkt, siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef hos Anima.

En lang række restauranter og forretninger har taget foie gras af kortet efter pres fra Anima - heriblandt Fandako i Aalborg. Papegøjehaven var egentligt sluppet afsted med deres omgåelse af sandheden, men de føler sig provokeret af Anima, og derfor står de frem nu.

- Hvad bliver det næste? Bliver det så at de også skal til at bestemme hvad slags kylling vi skal servere eller hvad slags oksekød spørger Lars Mouritzen.

Anima mener det skal have konsekvenser at Papegøjehaven har narret dem. I første omgang forbereder aktivisterne en mailstorm mod restuaranten.

Lars Mouritzen fra Papegøjehaven er også formand for Horesta i Nordjylland - restauranternes brancheorganisation. Han understreger at han kun taler på vegne af sin egen virksomhed i sagen om foie gras.


Seneste nyt

fra Nordjylland