Retssag: Skød mand i nakken og i ryggen

I juni blev en 39-årig mand skudt flere gange på en rasteplads på Ny Nibevej. Nu skal en 43-årig mand for retten for forsøg på manddrab.

En 43-årig mand sidder i morgen på anklagebænken i en sag om forsøg på manddrab. Han er anklaget for tilbage i juni at have skudt en 39-årig mand flere gange på en rasteplads på Ny Nibevej mellem Frejlev og St. Restrup. Han skød først den 39-årige i nakken på cirka en meters afstand, og da ofret forsøgte at flygte, fulgte den 43-årige efter ham og skød ham i ryggen. Han truede også tre forbipasserende bilister for at forhindre, at de hjalp ofret.

Den 39-årige mand blev lagt i kunstigt koma efter skudepisoden, men efter nogle dage blev han vækket af sit koma igen.

Den 43-årige er desuden tiltalt for at have indført flere kilo amfetamin fra Tyskland til Danmark i april 2011. Han forarbejdede herefter stofferne til 10 kilo amfetamin, som han videresolgte i Aalborg.

Ifølge P4 Nordjylland går anklageren i sagen, Phillip Pagter, efter en dom på fængsel på livstid eller mindst 16 år.

Sagen behandles ved Retten i Aalborg torsdag formiddag.


Seneste nyt

fra Nordjylland