Rigspolitiet var advaret

TV2 Nord kan afsløre, at Rigspolitiet i første omgang valgte den billigste løsning, selvom producenten meddelte, at der er tekniske problemer med det nye fotovogne-system.

Da Rigspolitiet skrev den første kontrakt på levering af udstyr til ATK-bilerne med svenske Unitraffic AB, skete det på trods af, at en ekspert, som TV2 Nord kender identiteten på, havde advaret imod projektet.

Det svenske system var ikke færdigudviklet, da tilbuddet blev givet, men prisen blev tilsyneladende afgørende.

Det svenske bud på godt 30.6 millioner kroner var nemlig næsten 15 procent billigere end konkurrenten SWARCOS bud på 35.2 millioner kroner.

Rigspolitiet overså endnu en advarsel om Unitraffics mangler.

Som det eneste af de oprindelige fire firmaer meldte Unitraffic AB afbud til en såkaldt verifikationsprocedure, der fandt sted 3-5. Juli 2012.

Unitraffic AB begrundede deres afbud til testen med, de havde tekniske problemer.

Alligevel valgte Rigspolitiet altså i første omgang den svenske og billigste løsning.


Seneste nyt

fra Nordjylland