Riis falder ikke på halen over DM-vinder

Bjarne Riis har kæmpe ros til DM-vinderen i enkeltstart, men man skal ikke være overrasket, siger holdejeren.

Banerytteren Rasmus Quaade vandt DM i enkeltstart og besejrede internationale specialister på enkeltstart som Alex Rasmussen og Jakob Fuglsang.

Men det skal man ikke falde på halen over, mener Saxo Bank-Sungards holdejer, Bjarne Riis.

- Vi skal ikke være sindssygt overraskede over, at gode tempospecialister kan gøre sig gældende her.

- Det er helt naturligt. Fordi vi har gode internationale enkeltstartsryttere, er det ikke ensbetydende med, at de kan vinde løb som disse, siger Bjarne Riis.

Holdejeren har dog mange rosende ord til DM-vinderen fra Team Concordia Forsikring - Himmerland.

- Det er fantastisk, og et eller andet sted er det fedt, at han gør det, for det er jo ikke folk, der kører langsomt, han er oppe imod, siger Bjarne Riis.

På spørgsmålet om Saxo Bank-Sungard-chefen står klar med en kontrakt til unge Rasmus Quaade efter dagens overraskende præstation, er svaret klart:

- Nej. Jeg har hørt hans navn før, og jeg har hørt, han er et talent, men jeg har ikke kigget efter ham som sådan.

- Selvfølgelig kan han blive interessant på et tidspunkt, men jeg kender ikke så meget til ham. Fordi du er en god temporytter, er det ikke ensbetydende med, at du bare rykker ind på et prof-hold, siger Bjarne Riis.

Holdejeren var i øvrigt begejstret over at se sin rytter Mads Christensen vinde bronzemedaljen.

- Mads kørte fantastisk. Det er dejligt at se, at han er tilbage, siger Riis.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord