Rikke Nielsen kompenseres af Aalborg DH

I næsten et år har Rikke Nielsen kæmpet for at få løn under sygdom og skader. Den får hun nu.

De nye ejere i Aalborg DH er tilsyneladende mere venligt stemt over for at betale Rikke Nielsen, mens hun var skadet og syg.

Det stod i hendes kontrakt, at der skulle udbetales løn under sygdom og ved karrierestop. Rikke Nielsen stoppede karrieren på grund af en skade i august sidste år. Indtil nu har hun ikke fået penge for sin sygdomsperiode, og det kan klubbens nye ledelse godt se problmet

- Som sagen er blevet mig forelagt, kan jeg godt se visse uhensigtsmæssigheder i sagens forløb. I det nye Aalborg DH ønsker vi udelukkende at koncentrere os om at skabe en sund og god klub med tilfredse medarbejdere, så den slags sager hører absolut fortiden til, udtaler direktør og ejer Jan Hansen.

Rikke Nielsen selv er også meget tilfreds med den nye aftale.

- Jeg er superglad for, at jeg nu har fået oprejsning i denne sag, og at både Aalborg DH og jeg nu tilfredsstillende kan lægge sagen bag os. Det har været utrolig hårdt for mig og min familie at stå uden løn fra Aalborg DH i så lang en periode, ligesom det mentalt har været hårdt, at den klub, jeg har givet så meget gennem årene, og som har givet mig mange store oplevelser, kunne finde på at behandle mig så dårligt, siger Rikke Nielsen.

Rikke Nielsen er i øjeblikket tilknyttet TST Hjørring som talenttræner, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at hun vender tilbage til Aalborg DH.


Seneste nyt

fra Nordjylland