Ring før du tager på skadestuen

Skadestuen på Aalborg Sygehus har indført en ny ordning, hvor patienter skal ringe til deres egen læge eller vagtlægen, før de dukker op på skadestuen.

Det er slut med at tage uanmeldt på skadestuen i Aalborg. Borgerne skal nu ringe til deres egen praktiserende læge eller til vagtlægen - herfra skal de så henvises til skadestuen.

- Målet med den nye ordning er, at vi vil udnytte vores ressourcer bedre, sådan at de patienter, der ligeså godt kunne være behandlet hos deres egen læge, også bliver behandlet der. Så håber vi, at vi får bedre tid til de patienter, der har brug for at komme på skadestuen, siger ledende overlæge ved Akut og Traumecentret, Jørn Munkhof Møller.

Den nye ordning havde premiere tirsdag, men der var kun to ud af de 55 patienter blevet henvist fra deres egen læge. Det mønster gentog sig onsdag, hvor flere patienter ikke var opmærksomme på den nye ordning.

- Vi regnede med, at det var som det plejer. At man tager ind på skadestuen, og så sidder man der og venter et par timer, men vi fik at vide ovre i receptionen, hvor vi skulle melde os, at vi skulle have en henvisning fra vores egen læge. Det havde vi da ikke, siger Gudny Fjordbak.

Overlægen på skadestuen vurderer at cirka 9000 ud af de 30.000 patienter, der årligt selv henvender sig på skadestuen, kan behandles hos deres egen læge.


Seneste nyt

fra Nordjylland