Ring vender tilbage

Ida og Karl Jensen fra Thy har været gift i 60 år. Og i næsten alle de år har de savnet en ganske speciel ting. Ida Jensens forlovelsesring forsvandt nemlig, da parret var nygift. Men nu er ringen dukket op igen.

- Vi har aldrig forestillet os, at den ville komme igen, fortæller en glad Ida Jensen til TV2 Nord.

Den 82-årige pensionist mistede sin forlovelsesring under rengøring af ægteparrets hønsehus på gården "Højtofte" på Bjerget. Det nygifte par gjorde alt, hvad de kunne, for at finde ringen, men det lykkedes ikke.

- Den ring, vi blev forlovet med, er noget helt særligt. Den kan ikke erstattes, men oven i det er der jo også noget økonomi i det for sådan nogle sparsommelige bønder som os, supplerer 86-årige Karl Jensen.

Hønsehuset på gården blev revet ned i halvfjerdserne og jorden fra byggeriet blev flyttet over på markerne, og det er her ringen mirakuløst er dukket op igen. På den måde kunne barnebarnet Elisabeth overrække ringen til Ida og Karl til deres Diamantbryllupsfest d. 23. april.

Den har jo ligget i jorden i rigtig mange år, men der er ingen maskiner der har flækket den over. Det er ret vildt, siger Elisabeth Østergaard Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland