Ringer 112 uden grund

På politigården i Aalborg modtager de mange opkald fra en skagbo, der unødigt ringer efter politi og ambulance. Foto: TV2/Nord

Nordjyllands Politi døjer med en mand, som konstant ringer efter politi og ambulance.

Alarmcentralen bruger for tiden meget tid på at tale med en 42-årig skagbo, som igen og igen ringer 112 og siger, at han har brug for hjælp.

Problemet er bare, at anmeldelserne ikke har noget på sig, og derfor er ambulancer og patruljevogne flere gange kørt forgæves til mandens adresse, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Kristensen.

Fra 20. juni og frem til i dag har politiet registreret seks overtrædelser af "misbrug af faresignal", som det hedder, når man unødigt ringer til vagtcentralen. Senest ringede manden tirsdag eftermiddag.

I perioden fra 20. juni og til i dag har manden ringet til alarmcentralen omkring 200 gange, men det er altså ikke alle opkald, der går hele vejen ind til politigården i Aalborg.

- Det optager tid fra andre alarmopkald, og samtidig bruger vi unødige ressourcer på at sende mandskab ud til mandens bopæl. Vi har beslaglagt hans telefon flere gange for at få ham til at stoppe, men han fortsætter med at ringe, fortæller vagtchefen.

Manden lyder overbevisende, når han i telefonen fortæller, at han har brug for politi eller ambulance, men når hjælpen når frem, har det hver gang vist sig, at det har været unødvendigt.

Flere nyheder fra TV2 Nord