Rio og Thisted starter samarbejde om bæredygtig surfturisme

01:33

Den er god nok. Klitmøller og Copacabana er nu på samme hold. Aftalen betyder, at Thisted og Rio sammen skal se på, hvordan de kommuner kan udnytte deres unikke kystlinje endnu mere.

RIO: Der er nok nogle ude ved Cold Hawaii, der kniber sig selv lidt i armen. 

Thisted Kommune og den brasilianske storby Rio de Janeiro har nemlig skrevet under på hensigtserklæring, der betyder, at de to kommuner i fremtiden skal udveklse viden og information om, hvordan man kan udnytte surfing som turistpotentiale. 

Målet er, at de to byer skal gøre hinanden bedre til at gøre brug af det unikke stykke kyst, som både Thy og Rio er udstyret med fra naturens hånd. 

Det er endnu uvist, hvad der helt konkret kommer ud af aftalen, men formand for Friends of Cold Hawaii, Finn Jorsal, ser hensigtserklæringen som et stort skridt mod et langt og godt samarbejde. 

- Det er en kæmpe begivenhed for os. Det er næsten ubeskriveligt, og vi havde slet ikke set det komme, siger Finn Jorsal til TV2 Nord. 

Det er næsten ubeskriveligt, og vi havde slet ikke set det komme, siger Finn Jorsal

 

Hele ideen til samarbejdet startede, da Cold Hawaii-øllen skulle have en plads i den fødevaremesse, som Eksportrådet i Brasilien afvikler i Den Danske Pavillon under OL i Rio.

Både Friends of Cold Hawaii, Thisted Kommune og Udenrigsministeriet så hurtigt, at der var grundlag for mere inden for bæredygtig surfturisme.

Det er Poul Erik Bligaard, som er eksportstipentiat for Udenrigsministeriet i Brasilien, der har været mellemmand mellem Thisted og Rio. Det er ham, der har siddet til bords med folkene i Rio. 

- Det er lidt ligesom David og Goliat. Thisted kan lære noget af volumen i Rio, mens Rio kan lære noget af Thisted, der tænker ud af boksen og innovative på en helt anden måde, end man er vant til i Brasilien, siger Poul Erik Bligaard. 

Selvom aftalen lige nu er meget ukonkret, tror han på, at det godt kan munde ud i noget stort. 

- Jeg ved, at begge kommuner er interesseret i at, at det skal blive til noget mere seriøst fremadrettet. Ellers ville de ikke skrive under og bruge tid på det, siger Poul Erik Bligaard. 

Finn Jorsal er i netop disse dage i Rio for at skrive under på aftalen med Rio. 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord