Rioch: Giv os Rangers

Hvis AaB som forventet slår FK Modrica ud, vil træner Bruce Rioch helst møde skotske Rangers i tredje kvalifikationsrunde til Champions League.<

Der var glæde at spore hos træner Bruce Rioch, da han hørte resultatet af lodtrækningen i Champions League. Det kan nemlig blive til et møde med hans skotske landsmænd fra Rangers.

- Jeg ved ikke meget om Kaunas, men jeg ved en hel del om Rangers. Og hvis vi går videre mod FK Modrica, og jeg havde et valg, ville jeg helt klart helst møde Rangers. Det er en af de største klubber i Storbritannien, forklarer Rioch.

AaB-træneren ser frem til et eventuelt møde med de sidste års Uefa Cup-finalister.

- Jeg vil ikke diskutere chancerne, før vi møder dem. Men det vil blive nogle fantastiske kampe. Tusindvis af skotter vil komme til Aalborg for at se deres hold. Jeg har været på Ibrox Stadion mange gange, og jeg kender deres træner Walter Smith, som er en fantastisk træner. Taktisk er de gode, og det er en virkelig god klub. Så der er virkelige mange åbenlyse grunde til, jeg gerne vil møde dem, siger Rioch

Det første opgør i tredje kvalifikationsrunde skal - hvis AaB går videre - spilles i Aalborg enten den 12. eller 13. august, mens returkampen afvikles på Ibrox i Glasgow 14 dage senere. Vinderen af de to opgør går direkte i gruppespillet i Champions League.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland