Rioch: Vi skal holde højt niveau

Cheftræner for AaB Bruce Rioch kræver en koncentreret indsats på et højt niveau af sine spillere i den kommende tids udfordringer.

Lørdagens hjemmekamp mod AGF skulle meget gerne ende med sejr nummer to i træk efter sejren over SønderjyskE og de tre tiltrængte point.

- Vi havde inden kampen gjort et stort nummer ud af at fortælle spillerne, at store klubber præsterer både i europæisk sammenhæng og i de hjemlige turneringer, og at det også skulle være vores mål. Det blev en hård kamp for at hive sejren hjem til sidst, men det lykkedes, og jeg er stolt af spillerne, siger cheftræneren.

Ifølge ham skal AaB-spillerne forvente at arbejde lige så hårdt for point mod århusianerne, som de gjorde i kampen mod SønderjyskE.

- AGF er et godt hold med en dygtig træner i Ove Pedersen, og vi skal spille op til vores niveau, hvis vi vil gøre os håb om at slå dem. Hvis vi til gengæld kan formå at ramme et vedvarende højt niveau, som vi ved, vi kan spille på, så bliver vi meget svære at slå, ikke bare for AGF, men generelt, vurderer skotten.

Flere nyheder fra TV2 Nord