Ris og ros til bygninger

Det er en rigtig dårlig idé at udvide Hotel Hvide Hus i Aalborg. Til gengæld er det nye Gabels Torv foran Friis blevet meget vellykket. Det mener Foreningen for bygnings- og Landskabskultur, der i går uddelte den årlige omgang ris og ros.

En gammel parkeringsplads mast ind mellem markante bygninger. Gabels Torv var næsten dømt til at mislykkes, men er i stedet blevet en lille oase.

-Det er et dejligt lille byrum, vi har fået her. Og ikke mindst for et par dage siden, da solen skinnede, kunne vi se, at stedet bliver brugt af rigtig mange mennesker, siger arkitekt Bo Vagnby, der er lektor på Aalborg Universitet og sekretær i Foreningen for bygnings- og Landskabskultur.

Ikke mindst Fritz Kocks lille kiosk fra 1896 giver torvet karakter. Den er oprindelig tegnet som telefonkiosk til Lille Triangel i København, men har senere stået ved det, der i dag hedder KUNSTEN i Aalborg.

-Det var dengang, vi ikke havde mobiltelefoner og fastnettelefoner ikke var hver mands eje. Så kunne man leje en telefon. Der stod en dame bag vinduet, der ringede op til det nummer, man ville have kontakt til og rakte så røret ud ad vinduet, fortæller Bo Vagnby.

Men da foreningen for Bygnings- og Landskabsarkitektur holdt møde i går, rakte begejstringen ikke til Aalborg Kommunes planer om at tillade en stor udbygning af Hotel Hvide Hus i Kildeparken. Hvide Hus skygger i forvejen for en stor del af Kildeparken - en af Aalborgs meget få oaser.

-Og en udvidelse, der rækker helt ud til Gammel Kærvej, kaster naturligvis endnu mere skygge. Helt ned i bunden af Kildeparken, beklager Bo Vagnby.


Seneste nyt

fra Nordjylland