Risgård matchvinder i svensk testkamp

En målrig første halvleg sikrede AaB sejren over BK Häcken.

På mål af Rasmus Thellufsen og Kasper Risgård vandt AaB tirsdag aften 2-1 i holdets anden testkamp inden Superliga-premieren mod FCK om godt to uger.

Modstanderen var BK Häcken, og kampen blev spillet på svenskernes hjemmebane i Göteborg.

Opgøret var en livlig affære med chancer i begge ender i de tidlige minutter. AaB fik dog overtaget i spillet, og efter et kvarters spil fik nordjyderne kampens første store chance, da Jannik Pohl spurtede fra sin oppasser, men desværre måtte se svenskernes målmand Peter Abrahamsson afværge skuddet og sende bolden til hjørne.

Første mål tilfaldt AaB efter 28 minutters spil, da Rasmus Thellufsen tørt og præcist passerede den svenske keeper efter opspil fra Kasper Risgård og Frederik Børsting. 

10 minutter før pausefløjtet måtte nyankomne Michael Lansing, der passede målet for AaB, i aktion, da hjemmeholdets brasilianske angriber Pahlinho afsluttede hårdt fra en spids vinkel.

Kort tid efter var det dog i den anden - med nordjyske briller sjovere ende - det brændte på. Kasper Risgård fordoblede for AaB med en følt indersideafslutning, der faldt efter en hælaflevering fra AaB's slovakiske angriber Jakub Sylvestr.

I tillægstiden lykkedes det Häcken at reducere, da et indlæg fra højre passerede igennem AaB-feltet til bageste stolpe hvor Alexander Farnerud, der har en fortid i Brøndby IF, tog imod og smækkede bolden i mål.

Reduceringer gav hjemmeholdet blod på tanden, så da spillerne vendte tilbage til banen efter pausen tog de hurtigt teten.

Det affødte flere store chancer, men AaB fik reddet stormen af og skabte så nogenlunde ro på gemytterne. Nordjyderne kom da også selv frem til flere chancer, og blandt andre Sylvestr kom frem til en mulighed efter oplæg fra Kasper Risgård, men mål blev det ikke til, og dermed sluttede kampen 2-1 til nordjyderne.

Tredje og næstsidste testkamp spilles lørdag på AaB's træningsanlæg på Hornevej. Her hedder modstanderen Vendsyssel FF. 


Seneste nyt

fra Nordjylland