Risgård er AaB'er til 2016

Foto: Michael Kragmann (Arkiv)

Midtbanespilleren har forlænget sin kontrakt med AaB til og med 2016.

Den fortabte søn, Kasper Risgård, der efter fire års fravær vendte tilbage til AaB i sommeren 2013 har forlænget sin kontrakt med det nordjyske fodbold-flagskib til udgangen af 2016.

Den 31-årige midtbanespiller kom i første omgang til AaB i som juniorspiller fra Aars I.K. og har siden haft karrieremæssige afstikkere til græsk og tysk fodbold inden han vendte tilbage til Danmark for at spille i Silkeborg I.F.

- Jeg er utrolig glad for at kunne fortsætte i den klub, der betyder allermest for mig. Det er i AaB, at jeg er bedst og hører hjemme, og jeg er vild med at spille på Nordjyske Arena foran en masse mennesker, jeg holder af, siger Kasper Risgård, der har vist fin figur i efteråret.

Også sportschef Allan Gaarde er glad for aftalen.

- Uden naturligvis at nævne navne så ved vi, at Kasper har været attraktiv for andre klubber, men heldigvis har AaB også vist sig at være det mest attraktive valg for Kasper, siger Allan Gaarde og tilføjer:

- Med sin rutine, kreativitet, løbevillighed og kampafgørende aktioner har Kasper tilført vores hold en ekstra dimension, og vi ser frem til fortsættelsen.

Kasper Risgård har store forventninger til holdet og håber at kunne være med til at fortsætte klubbens gode takter i Superligaen.

- Jeg elsker at komme til træning og er stadig meget sulten som fodboldspiller. Vi går et spændende forår i møde, og set over både et kortere og et længere perspektiv har vi et potentiale og en talentmasse, der giver forhåbning om, at vi igen kan vinde noget i AaB, siger Kasper Risgård.