Risiko for storm i weekenden

Prognoserne er usikre, men der kan komme storm langs den jyske vestkyst.

Hvis havetrampolinen endnu ikke er bundet fast, er det en god idé at få det gjort inden weekenden.

Det kan nemlig blive en ganske blæsende en af slagsen, siger prognoserne.

BEAUFORTS VINDSKALA - INDDELINGEN AF VINDSTYRKER I DANMARK

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Danmark ligger tæt på grænsen mellem varm sensommerluft mod syd og sydøst, mens betydeligt koldere luft er på vej mod Nordeuropa fra de polare egne.

Netop på grænsefladen mellem de forskellige luftmasser bliver der udviklet flere lavtryk, der kan blive kraftige - og ét af dem vil passere gennem landet natten til lørdag.

Fortsat usikkerhed - men sandsynligvis ingen slem storm

Prognosemodeller er altid behæftet med usikkerhed, og den vokser, jo længere frem i tiden man kommer. Derudover er prognoser endnu mere usikre, når det kommer til vejrsituationer med lavtryk, der udvikles kraftigt. Det giver sig især udslag i usikkerhed i blæsevejrets udbredelse, styrke, samt hvornår det vil ramme.

Forventede vindstød natten til lørdag klokken 2, i henhold til den europæiske vejrmodel, IFS.
Forventede vindstød natten til lørdag klokken 2, i henhold til den europæiske vejrmodel, IFS.
Foto: Aina González / Seerbillede

Det mest sandsynlige bud på vejrudviklingen - som den ser ud onsdag eftermiddag - er, at det vil blæse kraftigt op fra sydvest sent fredag aften langs den jyske vestkyst.

I nattetimerne vil det kraftige blæsevejr brede sig længere østpå i landet, og i hele perioden kan der forekomme vindstød af stormstyrke - endda også over land.

Derimod ser det ud til, at middelvinden holder sig lige under stormstyrke, men den kan nå stormende kuling, især langs den jyske vestkyst, samt ved kyststationer der vender mod vest.

Den amerikanske model, GFS, har en kraftigere udvikling, hvor vindstødene kan nå stærk storm langs den jyske vestkyst først på natten.
Den amerikanske model, GFS, har en kraftigere udvikling, hvor vindstødene kan nå stærk storm langs den jyske vestkyst først på natten.
Foto: TV 2 Vejret

Onsdag eftermiddag er risikoen for, at der kommer storm over dansk område i løbet af lørdagsdøgnet på 21 procent. Det seneste døgn har sandsynligheden varieret mellem 21 og 36 procent.

Blæsevejret vil være relativt hurtigt overstået, og allerede lørdag eftermiddag vil vinden være aftaget til jævn til hård fra vest.

Søndag kan det igen blive blæsende, men blot en 'almindelig' kuling.

Kan give restriktioner på broerne

Selvom det på nuværende tidspunkt ikke ser ud til, at Danmark bliver ramt af en gedigen efterårsstorm, kan den kraftige blæst - hvis de nuværende prognoser står til troende - resultere i eventuelle restriktioner på de store broer mellem landsdelene.

De er nemlig særligt udsatte, når vinden blæser på tværs af broerne.

Selvom vinden ikke vil blæse fra stik syd, så kan kraftig vind fra sydvest eller sydsydvest give kraftig sidevind, som eventuelt kan give restriktioner.


Seneste nyt

fra Nordjylland