Rob Nolan ude for sæsonen

Frederikshavn White Hawks må formentlig undvære profilen Rob Nolan resten af sæsonen. Det viser en scanning af hans knæ.

Scanningsbillederne viser deres tydelige tegn. Keeper Rob Nolans knæskade er slem, og kan koste ham resten af sæsonen.

- Vi skal have den endelige dom i morgen formiddag, hvor vi skal tale med specialisterne på Hjørring Sygehus. Men vi kan godt slå fast, at han er ude på ubestemt tid. Vi taler flere måneder som minimum, siger White Hawks-direktør Henrik Andersen til AL-Bankligaen.dk.

Undersøgelserne viste, at canadiske Rob Nolan har en kompliceret bruskskade. En skade, der kræver et større indgreb og i værste fald kan sætte en stopper for Rob Nolans karriere.

- Han spillede et hav af kampe i sidste sæson og spillede også i hele slutspillet, og selvfølgelig forsøger man at tjekke så godt som muligt op på skader, siger Henrik Andersen.

Hos det nordjyske ishockeyhold er man allerede begyndt at sondere terrænnet efter en ny keeper.

- Det er klart, at vi skal ud for at lede. Nu har vi heldigvis en landskampspause til at se tiden an, siger Henrik Andersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland