Robotstøvsuger er frivillig

Mariagerfjord Kommune gør det frivilligt om de ældre vil købe en robotstøvsuger. Foto: Ivan Johan Hansen

Mariagerfjord Kommune vil alligevel ikke tvinge de ældre til at købe en robotstøvsuger. Efter kritk har kommunen ændret taktik og et enigt byråd besluttede i aftes at sænke service-niveauet i stedet.

Mange ældre mister nu retten til at få støvsuget og de må nu selv finde ud af, hvordan de kan få støvsuget.

- Og at købe en robotstøvsuger er en af flere muligheder, forklarer borgmester Hans Christian Maarup til DR Nordjylland.

Byrådet er enige om at der skal spares godt 700.000 kroner på området - en besparelse, der nu findes ved at sænke støvsugnings-standarden i stedet.

- Det kommer til at betyde, at man skal være meget dårligt stillet for at komme i betragtning til støvsugning. Alle andre må klare det selv - enten ved at blive lært op til det, søge hjælp hos familien eller - ganske frivilligt - købe sig en robotstøvsuger, forklarer Hans Christian Maarup.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord