Rock i Frederikshavn synger på sidste vers

Omfattende hærværk er en af årsagerne til, at en ni år gammel tradition måske har fundet sted for sidste gang.

Fredag og lørdag blev Rock i Frederikshavn afholdt for 9. år i træk på græsplænen foran Martins fabrik i Frederikshavn. Efter arrangementet blev flere virksomheder i Frederikshavn Vestby udsat for hærværk, og det får nu Sportens Venner der står bag festlighederne til at overveje at droppe Rock i Frederikshavn fremover, det skriver Kanal Frederikshavn.

- Vi skal selvfølgelig sove nogle flere nætter på det, men vi overvejer at stoppe arrangementet, erkender koncertarrangør Uffe Hansen fra Sportens Venner, som består af Kvissel-Ravnshøj IF, Gærum IF og FC Outlaws. Uffe Hansen siger yderligere til Kanal Frederikshavn;

- Det kan vi simpelthen ikke byde virksomhederne. Martin har fået ødelagt nogle af deres store spots, deres facader er smurt ind i ketchup og sennep, der ligger glasskår over alt, ligesom folk har tisset og skidt i området.

Rock i Frederikshavns fremtid besluttes i løbet af nogle uger. Sportens Venner skal blandt andet først have indkaldt virksomhedern i Vestbyen til et evalueringsmøde.


Seneste nyt

fra Nordjylland