Rød kritik af aftale

Regeringens nye skatteaftale med de borgerlige falder ikke i god jord alle steder i det nordjyske røde bagland. Aftalen er alt for blå, lyder kritikken.

En af dem, der langt fra er tilfreds med, at regeringen netop har indgået skatteforlig med Venstre og Det Konservative Folkeparti, er SF?eren, Jørgen Andersen, som er byrådmedlem i Aalborg.

- Den her aftale kommer til at gå ud over de allersvageste og dem, der tjener på den, er dem, der har mange penge i for vejen. Det er slet ikke SF politik, siger Jørgen Andersen, som er skuffet over, at regeringen ikke indgik en aftale på skatteområdet med Enhedslisten.

Samme holdning deles af lokalformanden for Socialdemokraterne i Vadum, John Ekstrøm.
Han kritiserer regeringens aftale med de borgerlige.

- Jeg synes, der er for meget blåt i aftalen. Vores synspunkter er ikke kommet frem, siger han.

John havde heller set en aftale med Enhedslisten, da han mener, Socialdemokraterne og Enhedslisten især på de sociale punkter har mere til fælles.

Det nordjyske folketingsmedlem for Socialdemokraterne, Bjarne Laustsen, forstår ikke kritikken fra det nordjyske bagland.

- Man kan da ikke kritisere regeringen for at få sin politik igennem, og så er der endda blevet fjernet et par tidsler, så ikke så ringe endda, siger Bjarne Laustsen

Han fastslår samtidig, at der stadig er mange udfordringer for regeringen, og han opfordrer til at få gang i trepartsforhandlinger, så der blandt andet kan tages fat på problemstillingen omkring arbejdsløshed og de arbejdsløse.

Bjarne Laustsen har ingen kommentarer til den proces, regeringen har været igennem i forbindelse med de mange forhandlinger frem til skatteforliget, der overraskende endte med en bred aftale mellem regeringen og den borgerlige blok.

SF?s Jørgen Andersen er fortørnet over, at hans parti har foretaget den højre-drejning, det har, og han gør sig nu nogle overvejelser for fremtiden.

- SF har tabt den her magtkamp, og jeg synes, vi skal overveje, hvor langt vi i SF vil gå for at bevare den her magt, hvor meget kan vi holde til, siger Jørgen Andersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland