Rød rokade på vej

Henning G. Jensens pludselige blodprop gør, at der skal findes en fungerende borgmester. Derfor holder den socialdemokratiske byrådsgruppe møde i dag tirsdag.

Socialdemokraterne mødes i dag klokken 17.00 for at beslutte, hvem der skal konstitueres som borgmester mens Henning G. Jensen er sygemeldt på grund af sin blodprop i hjertet.

- Vi skal finde ud af, hvem der skal konstitueres som borgmester, og i den forbindelse kan det også være, der er andre poster der skal rokeres på, siger Thomas Kastrup Larsen, der før mødet ikke vil kommentere på om han bliver den konstituerede borgmester.

Thomas Kastrup Larsen har endnu ikke snakket med Henning G. Jensen siden blodproppen, men han håber på det bedste for partifællen.

- Jeg ønsker god bedring til Henning G. Jensen, og jeg håber på at han bliver rask, så han kan vende tilbage og færdiggøre det her projekt, siger Thomas Kastrup Larsen til TV2/Nord..

Henning G. Jensen har tidligere meldt ud at han stopper i politik, når valgperioden løber ud 1. januar 2014. Men det er altså endnu uvist om han vender tilbage som borgmester, når han bliver meldt rask igen.


Seneste nyt

fra Nordjylland