Røveri i supermarked i Brønderslev

En Lidl-butik i Brønderslev blev her til aften udsat for røveri. En mand truede med kniv og slap afsted med et kontantbeløb.

Klokken 20.39 fik Nordjyllands Politi en melding om et røveri i Brønderslev.

I Lidl-butikken på Østergade havde en mand truet personalet med en 15-20 centimeter lang kniv og fået udleveret et kontantbeløb, som endnu er ukendt.

Ingen kom til skade ved røveriet, men personalet blev udsat for trusler, oplyser vagtchef Jess Falberg.

Efter røveriet flygtede gerningsmanden til fods fra butikken. Patruljer fra Nordjyllands Politi leder efter ham i Brønderslev by.

Manden beskrives som sydamerikansk af udseende, 170 - 180 centimeter høj, kraftig af bygning og iført en bordeaux trøje og stramme jeans.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114. 

Nordjyllands Politi har offentliggjort et overvågningsbillede af gerningsmanden.  Foto: Overvågningsbillede: Nordjyllands Politi

Flere nyheder fra TV2 Nord