To røverier på én måned: Formodet gaderøver fremstilles i grundlovsforhør

Tirsdag blev en 29-årig mand fanget, efter han røvede en kvinde for kontanter, hun netop havde hævet i en bankautomat.

En 29-årig mand fra Aalborg er nu sigtet for ikke blot ét, men hele to røverier, begået på åben gade. Derfor skal han onsdag fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg klokken 14.00.

Det oplyser fungerende politikommisær hos Nordjyllands Politi Martin Rolighed.

Den 29-årige mand blev anholdt i går, tirsdag, efter han røvede en ung kvinde for nogle hundrede kroner, hun netop havde hævet fra en automat hos Danske Bank på Algade i Aalborg.

Manden stak efterfølgende af, imens den unge kvinde løb skrigende efter ham. 

- Den forurettedes råben giver pote, og flere vidner forsøger at stoppe gerningsmanden, men det lykkes ham at flygte videre, imens hans smider den forurettedes pung og kreditkort fra sig, sagde vagtchef hos Nordjyllands Politi Jesper Sørensen tirsdag.

Kort tid efter lykkedes det dog nogle andre vidner at fange gerningsmanden og fastholde ham indtil Nordjyllands Politi ankom til stedet. Her havde den 29-årige mand løbet fra Algade til Jernbanegade i Aalborg.

Begik lignende røveri i marts

Den 29-årige er i forvejen kendt af politiet, efter han i marts blev sigtet for et lignende røveri, også på åben gade, hvor han stak af med 5.000 kroner i kontanter. 

Det lykkedes manden at stikke af, men han blev efterfølgende genkendt og fanget af politiet. Derfor er manden nu sigtet for at have begået to røverier, og det er på den baggrund, at han nu fremstilles i grundlovsforhør. 

Røveri kan straffes med op til seks års fængsel.


Seneste nyt

fra Nordjylland