Rold Skov Skiklub vinder endnu engang medaljer ved DM

Skiklubben fortsætter deres succes ved DM i langrend og har hentet sølvmedaljer hjem i både dame- og herreklasserne.

Rold Skov Skiklub fortsætter den imponerende medaljehøst ved de igangværende danske mesterskaber i langrend, der i denne uge afvikles i Norge på skisportsstedet Kvitåvatn. 

I fredagens konkurrence - sprint-stafet for hold - blev det til overbevisende DM-sølvmedaljer i både dame-og herreklasserne. Rold Skov Skiklub cementerede dermed endnu engang, at den lige nu er blandt de mest vindende klubber i den danske skisport.

Hos kvinderne bestod Rolds hold af Anne Rye Madsen, der dermed tog sit fjerde DM-sølv ved mesterskaberne, og Jane Tange Mathiasen. 

De to løbere på Rolds herrehold var Peter Bystrup og Mikael Jacobsen - sidstnævnte har også taget medaljer ved samtlige af de foregående konkurrencer i årets Danmarksmesterskab. 

Det er ikke kun i voksenrækkerne, at Rold Skov Skiklub fortsætter den rivende udvikling. I børnenes DM-konkurrencer, der foregår parallelt med de voksnes, er Rold Skov Skiklub dominerende i flere af årgangene, og der er dermed forhåbninger om, at klubben for alvor er i gang med at grundlægge en varig stærk position i langrendssporten. 


Seneste nyt

fra Nordjylland