Rolig afvikling af topopgør mellem AaB og BIF: Kun en person anholdt

Foto: Per Frank Paulsen

Fansene fra Brøndby er på vej hjem, og politiet kalder afviklingen af aftenens superligaopgør for rolig.

Vestegnens Politi og Nordjyllands Politi er tilfredse med afviklingen af kampen mellem AaB og BIF, der er foregået uden problemer mellem fangrupperne.

Kun en enkelt person er blevet anholdt. Han er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

- Han optrådte voldeligt, og forsøgte at komme i slagsmål. Så nu er han anholdt og blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han var spirituspåvirket, så han skal overnatte i detentionen, og så får han en bøde, siger John Henriksen, der er vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi.

Vestegnens Politi var taget med til Nordjylland for at være med til at sikre en aften uden ballade.  

En brøndbyfan med karantæne var alligevel mødt op ved Aalborg Stadion. Men han blev genkendt af politiet fra Vestegnen, så nu er han sigtet for at overtræde karantænen.

- Status nu er, at de busser, der kommet herop fra Vestegnen, ligger lige nu på motorvejen, ligesom toget er taget af sted. Så det har været stille og fredeligt, siger John Henriksen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord