Rosenmeier ubesejret

Bordtennisspiller Peter Rosenmeier, I.H. Aalborg, er stadig ubesejret i 2012. Det er en kendsgerning, efter at den forsvarende paralympiske mester torsdag vandt Italy Open.

Turneringen var et vigtigt led i forberedelserne til De Paralympiske Lege i London til september.

Seks af de 16 spillere, der er kvalificeret til De Paralympiske Lege, var med i turneringen i Italien, og Peter mødte tre af dem på vej til finalesejren. Alle tre kampe blev vundet med 3-0, og det giver derfor en god indikation af, at medaljehåbet ved legene i London er intakt for den forsvarende paralympiske mester.
 
Peter selv var meget tilfreds efter sejren og giver blandt andet samarbejdet med Dansk Bordtennis Union en stor del af æren.

- Først og fremmest er det her et vigtigt skridt mod en god seedning i London. Jeg føler, at jeg igen har fundet glæden ved spillet, og det er altafgørende. Det er også fedt at se, at de ting, jeg arbejder med i hverdagen, fungerer. De fokuspunkter, som jeg har haft sammen med min egen træner, Lars-Henrik Sloth, og DBTU's trænere Peter Sartz og Mads Sørensen virker, og det viser, at vi er på rette vej, siger Peter Rosenmeier.

Den 28-årige Peter Rosenmeier spiller senere torsdag sammen med Gabriel Csemy fra Slovakiet i holdturneringen. 
 
Peter Rosenmeier er p.t. den eneste danske atlet, der er udtaget til De Paralympiske Lege, der afvikles fra den 29. august til den 9. september 2012 i London.


Seneste nyt

fra Nordjylland