Røver fanget på kort tid

Supermarkedet Løvbjerg i Brønderslev blev i går udsat for røveri lige før lukketid, men den formodede gerningsmand nåede ikke langt væk, før politiet havde anholdt ham.

En kassedame i Løvbjerg i Brønderslev blev af en maskeret mand truet med pistol til at udlevere 30.000 kroner. Efter røveriet, som foregik kort før klokken 21, forsvandt manden ud af butikken.
- Vi er hurtig fremme på stedet og udfra vidneforklaringer angående signalement får vi hurtigt mistanke til en person, og han bliver anholdt kort tid efter, siger vagtchef Peter Redder fra Nordjyllands Politi.

Politiet fik mistanke til en person for lokalområdet, som de begyndte at forhøre sig om. Manden ringede kort tid efter selv til politiet, som kunne hente ham på en adresse i Brønderslev.

Den anholdte er en 17-årig mand. Han blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre. Anklageren mener, at der der er en medgerningsmand på fri fod. Han er sigtet for røveri af særlig farlig karakter.

Politiet har hverken fundet pengene eller pistolen.


Seneste nyt

fra Nordjylland