Røver opgav: Blev truet med barstol

Knivbevæbnet røver opgav røveri mod pizzeria, da han blev truet med en hævet barstol.

Søndag aften klokken 20.23 blev Farsø Pizza på Søndergade i Farsø udsat for et røveriforsøg.

Bevæbnet med kniv gik en maskeret mand ind på pizzeriaet og sagde, at det var et røveri. Ekspedienten trak sig væk fra kassen og gerningsmanden ville efterfølgende overtage hans plads.

Så langt kom han dog ikke.

I det samme kom en person ud fra et baglokale med en barstol. Men stolen rettet mod gerningsmanden bad personen røveren om at forsvinde.

Det fik røveren til at opgive sit røveri, og han løb fra stedet og ud i en flugtbil, som i høj fart forsvandt ad Svoldrupvej i østlig retning.

Gerningsmanden beskrives som mand og cirka 185 centimeter høj. Han talte dansk uden accent og var iklædt sorte Adidas-bukser og sort jakke med grå striber over skuldrene og ryggen. Hans ansigt var skjult i et klæde.

Flugtbilen var en mindre, grøn bil uden nummerplader.

Nordjyllands Politi hører gerne fra vidner til røveriet samt vidner der kan have oplysninger om flugtbilen.


Seneste nyt

fra Nordjylland