Røveri mod Dagli'Brugsen - ansat ramt af kniv

Dagli'Brugsen i Tranum er for anden gang på under en måned blevet udsat for røveri.

Dagli'Brugsen i Tranum er torsdag omkring klokken 13.30 blevet udsat for et røveri. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Heine Hansen.

Vicepolitikommissær Peter Skovbak fra lokalpolitiet i Hjørring fortæller at en ansat ved røveriet blev ramt af en kniv. Han kender ikke det præcise omfang af skaderne, men oplyser at de ikke er livstruende.

Omkring klokken 14 pågreb hundepatruljer fra Nordjyllands Politi en formodet gerningsmand omkring en kilometer fra dagligvarebutikken, der ligger på Tranhøj 4 i Tranum ved Brovst. I en pressemeddelelse skriver politiet at manden havde udbyttet fra røveriet på sig.

Politiet opfordrer personer, der har observeret noget op til, under eller efter røveriet til at henvende sig på telefon 114.

Det er kun lidt over tre uger siden dagligvarebutikken sidst var udsat for røveri. Her slog og bagbandt tre røvere butikkens ekspedient.


Seneste nyt

fra Nordjylland