Røveri var opdigtet

Det var ren fantasi, da en 15-årig dreng søndag aften gik til politiet og fortalte, at han havde været udsat for et røveri i Nørresundby.

Ifølge drengens anmeldelse blev han pludselig trukket ind i en gyde, da han kom gående ad gågaden i byen.

Her blev han angiveligt presset op ad muren og fik en pistol for tindingen.

Den 15-årige kom lige fra banken, hvor han havde hævet 100 kroner. Dem udleverede han ifølge sin forklaring sammen med sin mobiltelefon og sit hævekort, hvorefter gerningsmanden stak af.

Men der var ikke nogen mand med en pistol og ikke noget røveri, skriver DR Nordjylland på sin hjemmeside.

Hvilke grunde drengen havde til at opdigte røveriet, vil politiet ikke ud med, men siger, at der ikke vil blive gjort mere ved sagen, skriver DR Nordjylland.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland