Røveridømt flugtfange anholdt

Den røveridømte Nick Soumah, der 6. oktober 2011 flygtede fra byretten i Aalborg, er blevet anholdt af svensk politi.

Anholdelsen fandt sted i Göteborg 6. december, i forbindelse med at manden besøgte et sygehus. Hans røveridømte kammerat Samir Loudiyi - der også flygtede 6. oktober 2011 - er fortsat på fri fod.

Nick Soumah vil blive udleveret til afsoning i Danmark.
Hele sagen startede lørdag den 19. marts 2011. Her begik 3 maskerede mænd væbnet røveri mod urmagerforretningen Klitgaard, Bispensgade i Aalborg. Udbyttet blev ure til en værdi af cirka en million kroner.
 
Efter intens efterforskning blev 3 svenske statsborgere anholdt og sigtet for at have begået røveriet. De sad varetægtsfængslet indtil 25. august, hvor retssagen mod dem begyndte.
 
6. oktober skulle der finde domfældelse sted ved byretten i Aalborg. I pausen umiddelbart inden domsafsigelsen lykkedes det to af gerningsmændene at flygte fra byretten, hvoraf den ene, Nick Soumah, altså blev pågrebet 6. december 2011. Den anden, Samir Loudiyi, er stadig på fri fod. 
 
Alle 3 tiltalte blev idømt fængsel i to år for røveriet.


Seneste nyt

fra Nordjylland