Rovfugle skal bekæmpe rotter

Rotterne i Østre Anlæg i Aalborg får forhåbentlig snart en ny fjende at holde øje med fra oven.

Det vrimler med rotter i Østre Anlæg i Aalborg, men nu vil kommunen forsøge at komme skadedyrene til livs på en ny måde.

I et nyt forsøg vil Aalborg Kommune lokke rovfugle til parken for at se, om de kan banke rottebestanden endnu længere mod bunden.

- Ugler er fantastiske mus- og rottejægere, siger Esben Buch, der er naturvejleder i Aalborg Kommune og fortsætter:

- Det er en meget muskuløs fugl, som jo faktisk kan klemme livet ud af en stor brun rotte på få sekunder ved at tage fat med de her dræbende klør, der simpelthen borer sig igennem skindet og slår dyret ihjel.

Derfor er flere fuglekasser gjort klar og sat op i håb om, at de forhåbentlig snart huser nye beboer -  natugler. 

- Hvis vi kan få et uglepar til at slå sig ned og opfostre sine unger her, så spiser de op mod 3000 mus og rotter på en sæson. Så de kan virkelig udrydde nogle rotter, siger Kirsten Dyrh-Jensen, der er biolog i Aalborg Kommune.

Aalborg Kommune har i længere tid haft rotteproblemer i Østre Anlæg. Efter en målrettet indsats med fælder er bestanden nedadgående, men et rovfuglepar kan bringe bestanden endnu længere ned.

- Man har erfaringer fra andre steder, hvor man har sat ugler ind, og hvor det har haft en stor effekt. Selvom man har haft bekæmpelse af bestanden i gang før, så har man faktisk næsten kunne udrydde bestanden af rotter helt, siger Kirsten Dyrh-Jensen.  

Der bliver sat to fuglekasser op i Østre Anlæg, og to kasser mere i henholdsvis Karolinelund og Østre Kirkegård. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland